For hvem:
Pårørende til mennesker med psykiske lidelser eller særlige behov. Pårørende kan være forældre, søskende, ægtefælle/kæreste/partner, voksne børn, bedsteforældre, venner eller kolleger.
Som pårørende er man tæt på den, der har det svært, men kan samtidig føle sig udenfor. Meget alene. Og at andre ikke helt forstår. Så kan det være en hjælp at tale med én, som forstår! Som kan hjælpe med at navigere ift. systemet eller den livskrise eller livsvilkår, man står i. Og ikke mindst: Give støtte og håb for vejen videre. Det er det, du kan bruge mig som pårørendementor til.
Som pårørendementor kan jeg tilbyde dig:
- At tale med en, der forstår og selv er pårørende
- At du bliver set og hørt som pårørende
- Hjælpe dig med at rumme den store belastning, det er at være pårørende
- Et rum, hvor vi kan tale om tab og sorg, skyld og skam og forbudte følelser
- Hjælpe dig med at navigere i systemet – psykiatrien såvel som kommunen
- Støtte og håb for vejen videre – inkl. din vej videre!
- Rådgivning og vejledning, overblik og viden
Jeg tilbyder:
- Individuelle samtaler af 1-1½ times varighed hos mig eller dig, som walk-and talk eller pr. telefon eller online
- Par- og familiesamtaler hos mig eller jer (1½ time)
- Rådgivning via telefon, mail eller skype/facetime/signal
- At være bisidder
- Rådgivning ift. samtaler og korrespondance med kommunen og andre instanser
Send mig gerne en sms eller mail med en kort præsentation af, hvad du ønsker hjælp til – så finder vi tid til en samtale
Priser
Se priser
Min baggrund:
Jeg har selv erfaringer med at være forælder til et barn med Aspergers/ASF, ADD, spiseforstyrrelse, angst, depression, OCD og længerevarende traume- og belastningsreaktioner. Har også andre relationer som pårørende til psykisk sårbare.
Jeg har arbejdet som pårørendementor siden 2017. Har bl.a. været ansat som forældrementor i både børne- og ungdomspyskiatrien og pårørendementor i voksenpsykiatrien i Region Hovedstaden. Jeg har desuden en uddannelse i ’peer-støtte’* og som mentor i tilværelsespsykologi.
Jeg ser mig selv som en ”medvandrer” og ligestillet, som forstår, hvordan det er at være pårørende til en psykisk sårbar.
* ’Peer’ er engelsk og betyder ’ligemand’ og er blevet et kendt begreb i psykiatrien, hvor man ansætter ligestillede i form af tidligere psykiatribrugere eller pårørende som mentorer for psykisk sårbare eller deres pårørende.
Referencer
“Dorthe har en helt særlig evne til at lytte og rumme. Hun bringer både sine egne erfaringer og faglige perspektiver i spil og bliver dermed en meget troværdig samtalepartner.” – mor til tre børn med autisme, belastningsreaktioner m.m.
“Samtalerne med Dorthe hjalp med at give mig ro i maven i en turbulent tid. De var min ventil, hvor jeg frit kunne “lufte ud”. Dorthe hjalp mig med at holde fast i min mavefornemmelse og at styrke min tro på, at jeg som mor kender mit barn bedst og gør det rigtige.” – mor til datter med OCD
Podcast
Lyt til Bedre Psykiatris podcastserie, hvor jeg medvirker med gode råd til, hvordan forældre får hjælp til et barn med psykisk sygdom og passer på sig selv. Læs mere og lyt her