”Hvordan samler man stumperne op af sit gamle liv? Hvordan kommer man videre, når det er gået op for en, at man ikke kan vende tilbage? Der findes sår, som tiden ikke kan hele. Nogle sår, som er så dybe, at de altid vil være der.”
Sådan reflekterer hobbitten Frodo i den sidste film af trilogien ”Ringenes Herre”. Han er hjemvendt fra en utrolig rejse, som har vendt op og ned på både verden omkring ham og hans eget liv. Men det ufrivillige rejseeventyr har også har tilført ham sår, der ikke kan hele, og som gør det umuligt for ham at genoptage sit tidligere liv og hverdag.
Verden bliver ikke den samme
I disse Coronatider får vi også vendt op og ned på vores liv. Hverdagen og verden er ikke den samme. Mange af os savner hverdagen, som den var, og ikke mindst at se og kramme vores kære. Jeg tager ind imellem mig selv i at vågne op om morgenen og tænke, om Coronavirussen bare var et ondt mareridt. Men nej, lige så surrealistisk det hele kan opleves, lige så virkeligt er det!
Eksperter spår, at verden ikke vil blive den samme igen. At vores samfund, hverdag og livsbetingelser vil være forandret efter Coronakrisen. For nogle er det allerede smertelig virkelighed: I de lande, der er hårdest ramt, og for dem, der har mistet deres kære eller job og indtægt. Og selv om vi her i Danmark indtil videre er blevet skånet for alt for uhyggelige scenarier, er der nok ingen tvivl om, at der også for os vil være tale om et før og et efter Coronakrisen.
Hvad kan vi lære?
Flere gør sig allerede nu store og små tanker om, hvilken mening eller læring vi vil tage med os efter pandemien? Vil det påvirke vores selvforståelse at erfare, at vi er skrøbelige og ikke kan kontrollere alt? Vil vores nærmeste og det nære få større betydning? Vil hjælpsomheden og fællesskabsfølelsen afløse individualisme og ”mig-kultur”? Vil vi omlægge vores værdier, prioriteringer og levemåde? Indrette vores samfund anderledes?
Det er nok for tidligt at sige, om og hvad vi vil lære af krisen. Tænker også, at man skal være varsom med at idealisere en krise, der lige nu medfører sult, fattigdom, død og forfærdelige etiske dilemmaer og situationer rundt omkring i verden. Den del er der kun én ting at sige om: Det er ganske enkelt tragisk!
Men det med et før og efter krisen er reelt, ligesom det helt sikkert er et faktum, at vi får brug for at komme os.
Frem eller tilbage?
Da min datter for fem år siden blev indlagt med en alvorlig anoreksi, forsøgte behandlerne at motivere hende til at spise ved at sige: ”Spis, så du kan komme tilbage til livet!” Min datter reagerede med voldsom angst. For var der noget, hun ikke ønskede, var det at komme tilbage til det liv, der havde gjort hende syg. Og selvfølgelig skulle hun ikke det!
I stedet begyndte vi og behandlerne at tale om, at hun skulle ’frem til livet!’ Og snakke med hende om, hvad hun gerne ville, at livet ‘ude på den anden side’ skulle indeholde? Hvilke værdier og prioriteringer? Derfra begyndte hun en rejse hen imod det livsindhold og den livskvalitet, hun havde savnet i alle disse år.
At tale om at komme ’frem til livet’, og hvad det liv skulle indeholde, blev startskuddet på min datters ’recovery-proces’. ’Recovery’ betyder at ’komme sig’. Begrebet bruges i psykiatrien om den personlige forandringsproces, som et menneske må igennem i kølvandet på psykisk sygdom og fx en indlæggelse.
I en sådan situation har man fået et kæmpe benspænd af livet, og har brug for at genbeskrive, hvem man selv er, og hvad et meningsfuldt liv er – med de begrænsninger, som den psykiske sårbarhed nu en gang har forårsaget.
Det er en proces, der ikke kan påduttes eller fremtvinges hos et menneske, men som må vokse naturligt frem. Det er ikke en linær proces, men et levet liv med op- og nedture og svingende mellem mismod og skrøbeligt håb.
‘Recovery’ og ‘Discovery’
I disse dage og kommende uger og måneder tager vi hul på en gradvis genåbning af det danske samfund. Mon vi i stedet for at tale om at skulle ‘tilbage til livet’ kunne tale om at skulle ’frem til livet’? Og begive os ud på en ’recovery’- og ’discovery’-rejse – som samfund, familier og enkeltpersoner?
For ud over at vi har brug for at komme os ovenpå et kollektivt benspænd, er denne genstart af samfundet måske også en chance for at gøre nye opdagelser og genbeskrive, hvem vi er? Hvilke værdier og prioriteringer vi vil leve efter?
Og hvem ved, måske vi – en gang, ude på den anden side – vil kunne sige, at vi alligevel lærte noget eller fandt ny mening gennem alt det, vi har været igennem?
Ønsker en god ’recovery’- og ’discovery’-rejse!