Udbrændte mennesker på en udbrændt klode

Jeg har brugt denne anden Coronanedlukning på bl.a. at høre ”Scener fra hjertet – Et liv med klimaaktivisme og Aspergers” som lydbog. Den er skrevet af Greta Thunbergs mor, Malena Ernman.

Bogen handler ikke kun om, hvorfor og hvordan Greta og resten af familien blev klimaaktivister. Det er også en hudløs ærlig beretning om, hvordan en ellers velfungerende familie fra den kreative klasse, får vendt op og ned på deres liv, da først Greta og siden hendes søster, Beata, vælter psykisk og ender med at få diagnoser som anoreksi og Aspergers, ADHD, OCD og ODD.

Bogen har berørt mig dybt. Dels fordi der for mig er megen genkendelse i forældrenes kamp for den nødvendige hjælp til deres døtre. Dels fordi Malena og familien formår at brede begrebet ’bæredygtighed’ ud, så det ikke kun handler om at leve klimavenligt, men også omfatter, hvordan vi indretter vores samfund og levevis i øvrigt.

Sagt på en anden måde: Lige meget hvor meget CO2 vi reducerer, og hvor mange økologiske gulerødder vi spiser, så lever vi ikke bæredygtigt, når så mange børn mistrives. Og voksne med.

Og nej, det er ikke bare den enkelte, den er gal med. Ikke kun naboens barn, som skal gøres mere robust, forandringsparat og optimeres i hjerne og genetik som en anden maskine. Al forskning viser, at vi som mennesker slet ikke er indrettet til at leve i så højt et tempo, så megen støj og under så konstant pres, som vi gør… når altså ikke lige en pandemi sætter en stopper for det.

I negativ symbiose

Jeg synes, Malene Ernman siger det meget rammende, når hun i bogens scene 29 skriver:

”Vi lever i en tid med overflod af historiske dimensioner. Verdens fælles rigdom har aldrig været større. Og det har de kløfter, der adskiller rig og fattig, heller ikke. Nogle har ufatteligt meget, langt mere end de behøver. Andre har ingenting.

Og imens bliver vores verden mere og mere syg. Isen smelter. Insekterne dør. Skovene hugges ned, og verdenshavene og økosystemer går i knæ.

Nøjagtig som mange mennesker omkring os.

Mennesker, der går i stykker, ligesom vi gik i stykker, mennesker, hvis liv stadig hænger i læser. Vores venner.

De, der røg af i farten.

De, der ikke passede ind i skabelonerne.

De, der ikke var så heldige at møde den rigtige læge.

De, der end ikke får en plads i statistikken.

Alle de mennesker, der lever i en sand symbiose med den planet, de bor på. Men ikke den symbiose, vi normalt tænker på: det jordnære liv i harmoni med naturen.

Det her er en helt anden samklang; en helt ny akkord.

Den handler om udbrændte mennesker på en udbrændt planet.”

Så vidt Malene Ernman.

Askeonsdag, forgængelighed og livstegn

I dag er det ifølge kirkelig tradition Askeonsdag. Det er dagen, der indleder den kristne fastetid. Aske er et symbol på forgængelighed, og i mange kirker vil præsten ved ceremonier denne aften tegne korstegn i panden med aske på de knælende fremmødte og sige: “Menneske! Ihukom at du er støv og skal vende tilbage til støvet”.

Det kan lyde barskt. For det er som at sige: ”Husk, du skal dø!” Og døden vil de fleste af os helst ikke tænke for meget på.

Måske har vi her på vores breddegrader ligefrem haft en tilbøjelighed til at tro, at vi er udødelige. At vi har kontrol over vores eget liv. Stort set kan gøre, hvad vi vil, når vi vil. Har et velfærdssamfund, der sørger for os. Vi har mad på bordet og kan købe os til løsninger og sikkerhed for det meste.

Men måske har Coronapandemien vist os, at vi ikke er udødelige og urørlige. Vi er i al fald helt bogstaveligt blevet standset op. Vi har måttet bøje os for en større magt. Og erkende vores egen forgængelighed. Måske har vi endog haft tid til at tænke over, hvordan vi lever vores liv.

Jeg hører i al fald om flere og flere familier, der har brugt Coronakrisen til ikke bare at tænke, men også gøre alvor af ønsket om at lægge deres liv om. Familier, der ønsker at leve mere bæredygtigt. Bredt forstået. I respekt for kloden og af hensyn til både børn og voksnes trivsel.

Vores egen Martin Luther blev en gang spurgt, hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at han kun havde én dag tilbage at leve i. Han svarede: ”Jeg vil gå ud og plante et træ!” Et meget livsbekræftende svar. Og måske er det, det der sker og skal til: At vi vælger livet!

Nu hvor vi er blevet tvunget til at se døden i øjnene. Står ansigt til ansigt med vores egen kommen til kort og klodens forfatning: At vi vælger at leve livet bæredygtigt. Plante et træ. Til glæde for os selv. Og dem, der følger efter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *