Kan vi ikke gøre det lidt bedre?

”Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” Spørgsmålet blev stillet af vores tidligere statsminister, Poul Nyrup Rasmussen i nytårstalen i 1998. Med billedet af moderen på cyklen en mørk vintermorgen, på vej til daginstitutionen med et søvndrukkent barn bagpå, beskrev han det hektiske liv, mange børnefamilier levede. Og i forlængelse af ovenstående legendariske spørgsmål, fortsatte han: ”Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling?”

Nyrup Rasmussen mente, det kunne lade sig gøre. Men det ville kræve, at familierne selv traf nogle valg, og at arbejdsmarkedets parter og politikerne skabte rammerne for, at det kunne lykkes.

Mindre stress – større trivsel

Med Coronakrisen har vi som samfund oplevet, at vi fra den ene dag til den anden blev stoppet brat op i vores højhektiske liv. Danmark lukkede ned, mange forældre blev sendt hjem fra arbejde, og børnene hjem fra skole og institutioner. Selv fritidsaktiviteterne blev sat på standby. Pludselig havde vi meget mere tid sammen derhjemme.

Coronavirussen er ikke noget at spøge med, og vi ser dens store konsekvenser både herhjemme og globalt. Mit ærinde er da heller ikke at idyllisere familiernes Coronatid her til lands. For mange familier har det været en udfordrende periode, hvor forældre har været på overarbejde, fordi de skulle jonglere med at passe både deres arbejde og samtidig hjemmeundervise og møde deres børns behov.

Alligevel er tilbagemeldingen fra en del familier, at det har givet mere ro og tid til nærvær. Lægehuse melder om færre henvendelser fra forældre, der har børn med ondt i maven og hovedpine. Antallet af for tidlige fødsler er faldet, og det samme er antallet af hjertetilfælde. Samtidig viser undersøgelser, at med hjemmearbejde er medarbejdertrivslen steget, uden at effektiviteten er faldet, og at online-undervisning har fungeret godt for en del psykisk sårbare børn og unge.

Nu hvor Danmark lukker forsigtigt op, har vores børn kortere institutions- og skoledage og en fast struktur i mindre grupper med faste pædagoger og lærere. Al målstyring, klokkeringning og eksamensræs er aflyst. Til trods for alle hygiejnereglerne og forandringerne, tyder flere tilbagemeldinger på, at mange børn og medarbejdere lader til at trives med den nye struktur. Jeg hører sågar om børn, der har haft skolevægring, som nu har været i skole igen. For skole som nu gør dem ikke syge.

Vi er da godt tossede, hvis vi ikke tager ved lære af alle de gode opdagelser, vi har gjort os i denne tid. Nu har vi netop chancen for at gøre det anderledes. Og ikke bare skrue os selv og samfundet op i gear igen og hurtigt haste videre.

Vi kan, hvis vi vil!

Fredag den 29. maj bragte Kristeligt Dagblad et interessant interview med den store tyske sociolog, Hartmut Rosa, Han mener, at ”Coronakrisen kan være den sprække, der viser os en anden mulighed”.

Hartmut Rosa er kendt for sine skarpe analyser af tidens udfordringer, hvor øget hastighed, effektivitet og ønske om kontrol ikke fører til det gode liv, vi ellers stræber efter. Lige nu har vi en historisk chance for at tænke liv før økonomi, mener han.

”I stedet for at spørge, hvad der vil ske, synes jeg, vi bør spørge os selv, hvad vi gerne vil have, der skal ske. For nu ser vi jo, at vi rent faktisk kan gøre noget. Det er ikke virussen, der har stoppet verden – det er politikerne. Det gamle Margaret Thatcher-slogan, ”There is no alternative”, er modbevist, og for første gang har politikerne handlet imod økonomiske interesser, men med livet som første prioritet.”

Han pointerer, at Coronakrisen har vist, at vi kan ændre på tingenes tilstand. Vi kan reducere klimaforureningen. Vi kan stoppe højhastighedssamfundet og udligne økonomisk ulighed.

Og så er vi tilbage ved vores egen Poul Nyrup Rasmussen og hans spørgsmål til den danske befolkning, arbejdsmarkedets partere og landets politikere: ”Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Kan vi ikke gøre det lidt mindre stresset i den næste store etape af samfundets udvikling?”

Jo, vi kan! Hvis vi vil! Men det kræver, at både den enkelte person og familie træffer nogle valg, prioriterer og tager ansvar for egen levevis. Og det kræver, at arbejdsmarkedets partere og landets politikere skaber nogle rammer, indenfor hvilke det kan lade sig gøre. Det har vi en chance for nu!

Frem til livet!

”Hvordan samler man stumperne op af sit gamle liv? Hvordan kommer man videre, når det er gået op for en, at man ikke kan vende tilbage? Der findes sår, som tiden ikke kan hele. Nogle sår, som er så dybe, at de altid vil være der.”

Sådan reflekterer hobbitten Frodo i den sidste film af trilogien ”Ringenes Herre”. Han er hjemvendt fra en utrolig rejse, som har vendt op og ned på både verden omkring ham og hans eget liv. Men det ufrivillige rejseeventyr har også har tilført ham sår, der ikke kan hele, og som gør det umuligt for ham at genoptage sit tidligere liv og hverdag.

Verden bliver ikke den samme

I disse Coronatider får vi også vendt op og ned på vores liv. Hverdagen og verden er ikke den samme. Mange af os savner hverdagen, som den var, og ikke mindst at se og kramme vores kære. Jeg tager ind imellem mig selv i at vågne op om morgenen og tænke, om Coronavirussen bare var et ondt mareridt. Men nej, lige så surrealistisk det hele kan opleves, lige så virkeligt er det!

Eksperter spår, at verden ikke vil blive den samme igen. At vores samfund, hverdag og livsbetingelser vil være forandret efter Coronakrisen. For nogle er det allerede smertelig virkelighed: I de lande, der er hårdest ramt, og for dem, der har mistet deres kære eller job og indtægt. Og selv om vi her i Danmark indtil videre er blevet skånet for alt for uhyggelige scenarier, er der nok ingen tvivl om, at der også for os vil være tale om et før og et efter Coronakrisen.

Hvad kan vi lære?

Flere gør sig allerede nu store og små tanker om, hvilken mening eller læring vi vil tage med os efter pandemien? Vil det påvirke vores selvforståelse at erfare, at vi er skrøbelige og ikke kan kontrollere alt? Vil vores nærmeste og det nære få større betydning? Vil hjælpsomheden og fællesskabsfølelsen afløse individualisme og ”mig-kultur”? Vil vi omlægge vores værdier, prioriteringer og levemåde? Indrette vores samfund anderledes?

Det er nok for tidligt at sige, om og hvad vi vil lære af krisen. Tænker også, at man skal være varsom med at idealisere en krise, der lige nu medfører sult, fattigdom, død og forfærdelige etiske dilemmaer og situationer rundt omkring i verden. Den del er der kun én ting at sige om: Det er ganske enkelt tragisk!

Men det med et før og efter krisen er reelt, ligesom det helt sikkert er et faktum, at vi får brug for at komme os.

Frem eller tilbage?

Da min datter for fem år siden blev indlagt med en alvorlig anoreksi, forsøgte behandlerne at motivere hende til at spise ved at sige: ”Spis, så du kan komme tilbage til livet!” Min datter reagerede med voldsom angst. For var der noget, hun ikke ønskede, var det at komme tilbage til det liv, der havde gjort hende syg. Og selvfølgelig skulle hun ikke det!

I stedet begyndte vi og behandlerne at tale om, at hun skulle ’frem til livet!’ Og snakke med hende om, hvad hun gerne ville, at livet ‘ude på den anden side’ skulle indeholde? Hvilke værdier og prioriteringer? Derfra begyndte hun en rejse hen imod det livsindhold og den livskvalitet, hun havde savnet i alle disse år.

At tale om at komme ’frem til livet’, og hvad det liv skulle indeholde, blev startskuddet på min datters ’recovery-proces’. ’Recovery’ betyder at ’komme sig’. Begrebet bruges i psykiatrien om den personlige forandringsproces, som et menneske må igennem i kølvandet på psykisk sygdom og fx en indlæggelse.

I en sådan situation har man fået et kæmpe benspænd af livet, og har brug for at genbeskrive, hvem man selv er, og hvad et meningsfuldt liv er – med de begrænsninger, som den psykiske sårbarhed nu en gang har forårsaget.

Det er en proces, der ikke kan påduttes eller fremtvinges hos et menneske, men som må vokse naturligt frem. Det er ikke en linær proces, men et levet liv med op- og nedture og svingende mellem mismod og skrøbeligt håb.

‘Recovery’ og ‘Discovery’

I disse dage og kommende uger og måneder tager vi hul på en gradvis genåbning af det danske samfund. Mon vi i stedet for at tale om at skulle ‘tilbage til livet’ kunne tale om at skulle ’frem til livet’? Og begive os ud på en ’recovery’- og ’discovery’-rejse – som samfund, familier og enkeltpersoner?

For ud over at vi har brug for at komme os ovenpå et kollektivt benspænd, er denne genstart af samfundet måske også en chance for at gøre nye opdagelser og genbeskrive, hvem vi er? Hvilke værdier og prioriteringer vi vil leve efter?

Og hvem ved, måske vi – en gang, ude på den anden side – vil kunne sige, at vi alligevel lærte noget eller fandt ny mening gennem alt det, vi har været igennem?

Ønsker en god ’recovery’- og ’discovery’-rejse!

Livet i undtagelsestilstand – almindelig hverdag for familier med psykisk sårbare børn

”Selvfølgelig er det hårdt, men vi er jo vant til at være isoleret! Egentlig har jeg mere ondt af dem, som er vant til at have en normal hverdag, gå til sport, rejse med arbejdet, have børn i skole samt fritidsinteresser.”

Sådan lød den overraskende tilbagemelding fra en af mødrene i min bog ”Historien om en mor – 11 mødre fortæller om at have børn med autisme”. Jeg havde skrevet til hende for at høre, hvordan hun og familien klarede sig i disse Coronatider, hvor der er vendt op og ned på hverdagen, livet og verden, som vi kender den.

Men moderen havde jo ret. Mange af de familier, jeg har skrevet om i min bog, og som jeg har kontakt med i mit arbejde som pårørendementor, er vant til at leve i konstant undtagelsestilstand. Ikke kun i Coronatider, men hver evig eneste dag!

Konstant uvished og afsavn

De ved aldrig hvad dagen i dag bringer – det er afhængig af deres børns dagsform. De er nødt til at tage én dag ad gangen, være i det der er. De kan ikke planlægge frem, måske ikke en gang ferie. Dels ved de ikke, om deres barn med psykisk sårbarhed eller særlige behov vil være inde i en god eller dårlig periode. Det sidste kan sætte en stopper for alle planer. Dels lever de i konstant uvished ift. deres egen situation, økonomi og kommunens støtteforanstaltninger. Minimum en gang om året har kommunen deres sag oppe og vende. Og familien bekymrer sig for, om kommunen vil genbevilge fx behandlingsskolen og tabt arbejdsfortjeneste? Og om de mister deres job eller får deres pasnings-orlov forlænget?

Familierne er også vant til at leve socialt isoleret – sådan som vi alle oplever det nu. Det er nemlig begrænset, hvad et barn med psykisk sårbarhed eller særlige behov kan holde til socialt. Ofte må de sige nej til legeaftaler, familiefester og fritidsaktiviteter. Der skal økonomiseres med kræfterne. Det betyder afsavn i form af at se familien og måske tab af venner og kammerater.

Parforhold og psyke sat på prøve

Coronakrisen trækker forhåbentlig ikke for længe ud. For det er hårdt for både familier og parforhold at leve under det pres, vi alle gør lige nu. Men et sådan pres ligner i høj grad det pres, som familier og forældre med psykisk sårbare børn lever under konstant.

Selvfølgelig øger de nuværende tilstande og forholdsregler også presset i disse familier. Det er jo ikke uden grund, at vores Børne- og Undervisningsminister har været ude og sige, at kommunerne bør tilbyde nødpasning og skole for børn med særlige behov. Eller at Socialministeren har pointeret overfor kommunerne, at den socialpædagogisk støtte til udsatte og sårbare borgere ikke skal negligeres, sådan som vi har set flere uheldige eksempler på. Det er nemlig ekstra hårdt for de psykisk sårbare, når verden omkring dem vælter, og hverdagens struktur bliver ændret fra den ene dag til den anden. For nogen kan det få store konsekvenser, fordi angst- og stressniveau øges og antænder andre psykiske lidelser som fx selvskade, spiseforstyrrelser, OCD eller selvmordstanker.

Coronakrisen – en øvelse i empati

Den 28. marts bragte Politiken et debatindlæg af phD og forsker i handicapområdet, Emil Falster. Han håber på, at Coronakrisen må ”blive en øvelse i empatisk indlevelse for det privilegerede flertal.” Han peger på, at netop denne tids tilstande på mange måder ligner den virkelighed, der er hverdag for mennesker med både psykiske og fysiske handicap. Nu får vi alle et indblik i, hvad det vil sige at få vores frihed begrænset, lide afsavn og skulle navigere i uvished og kaos.

Emil Falster slutter debatindlægget med at udtrykke et ønske: ”Må vi gå fremtiden i møde med erkendelsen af, at levevilkårene for dem, vi så ofte kalder ’de andre”, i sidste instans altid er relateret til os selv.”

Jeg håber også, at den undtagelsestilstand, vi i disse underlige tider alle oplever på egen krop, psyke og pengepung, må efterlade en forståelse og omsorg for dem, for hvem livet i undtagelsestilstand ikke stopper, når vi er på den anden side af Coronakrisen.